Findarbejde.dk hjælper dig på vej til drømmejobbet

Her på findarbejde.dk vil vi hjælpe dig på vej til at finde et arbejde, der passer til dine behov og dine fremtidige mål med dit arbejdsliv. Du får bl.a. tips til, hvordan du kan udarbejde et CV og en ansøgning, så det fremstår professionelt og med omtanke for, hvilket job du søger og hvilken virksomhed, du søger jobbet hos. Derudover vil du kunne finde artikler om forskellige interessante jobs, hvor du kan finde inspiration, hvis du endnu ikke ved, hvilken retning du går i eller blot ønsker et karriereskift.

Sådan finder du jobbet på internettet

Når du søger efter et job på internettet, er det en god idé, at være klar over, hvad du helt præcist er interesseret i. Hvis du f.eks. gerne vil arbejde med markedsføring inden for en velgørenhedsorganisation, så søg specifikt efter det. Det begrænser naturligvis dine muligheder, men det gør samtidig også at du bliver styret imod dét, du gerne vil beskæftige dig med. På den måde risikerer du ikke at ende i et job i et par år, som ikke udfordrer dig mentalt eller bare ikke var det, du havde håbet på.

Jobnet, Jobindex og Ofir: Mange bruger disse tre hjemmesider, når de skal søge job, men det er ikke alle jobs, man kan finde på Jobnet, Jobindex og Ofir. Derfor vil det være oplagt, at bruge virksomhedernes egne hjemmesider, LinkedIn, de sociale medier og sit netværk til at supplere sin jobsøgning, hvis drømmejobbet ikke lige dukker op på én af de tre hovedsagelige hjemmesider for jobsøgning.

LinkedIn: De fleste kender LinkedIn, som bruges til at skabe forbindelser til folk i ens allerede eksisterende netværk og folk udefra, som har job inden for den branche, man selv er i eller gerne vil være i. For at få succes med at få et job gennem LinkedIn, kræver det, at man opdaterer og gør noget ud af sin LinkedIn profil og at man har et professionelt profilbillede, da man på den måde signalerer, at man er seriøs omkring at få et arbejde og at man gerne vil gøre en indsats, hvilket potentielle arbejdsgivere kigger efter, når de kigger på potentielle kandidater på LinkedIn. Derudover kræver det, at man har et udpræget netværk af folk inden for den samme branche og interessefelt. Her kan det være en god idé, at skrive en kort besked til den, man gerne vil have med i sit netværk, om hvorfor man vælger at ansøge om at få forbindelse til hinanden, hvis man ikke kender vedkommende personligt. Det er primært et godt netværk, der gør at man kan få et job gennem LinkedIn. Herudover er det en god idé, at følge de virksomheder og organisationer, som man er interesseret i at se jobopslag fra og så man også kan følge med i, hvad der sker i virksomheden eller organisationen.

Facebook og Instagram: Det kan være en fordel, hvis du er én af dem, der ikke kan undvære sociale medier som Facebook og Instagram, og her følger nogle virksomheder og organisationer, som du er interesseret i at arbejde for. Ofte vil virksomheder og organisationer gøre opmærksom på Facebook eller Instagram, at de søger medarbejdere til et bestemt job, hvor man så kan klikke sig ind på et link og læse mere om det. Ved at følge med på Facebook og Instagram, dukker jobopslagene naturligt op, så du ikke behøver at søge yderligere efter dem, hvis du følger de virksomheder, du gerne vil arbejde for. På den måde kan du hurtigere falde over et job, som du måske ikke umiddelbart har tænkt var en mulighed.

Netværk, netværk, netværk!

’Netværk’ er nøgleordet, hvis du gerne vil have en forlomme, i forhold til at kunne komme i betragtning til ønskejobbet. Et netværk kan omfatte tidligere og nuværende kollegaer og arbejdsgivere, men det kan også omfatte familie og venner og deres netværk. Der vil ofte være nogen i din omgangskreds, som kender nogen, der kender nogen, som lige arbejder et sted, hvor du selv kan se dig arbejde i fremtiden. Derudover vil en arbejdsgiver, der har været tilfreds med dig som medarbejder, kunne give dig en anbefaling med på vejen. Gode kollegaer vil desuden også sommetider kunne hjælpe dig på vej, ved at anbefale dig til en arbejdsplads, hvis de kender den, der skal ansætte folk, eller også kan kollegaerne hjælpe ved at informere om en bestemt virksomhed, der søger medarbejdere.

Guide til jobsamtalen

Til selve jobsamtalen, er det vigtigt at man kommer forberedt. Man bør være forberedt i forhold til, hvad virksomheden står for, hvilke værdier og mål de har, hvilken stilling man er til jobsamtalen for, hvilke arbejdsopgaver man bliver stillet, samt hvordan man vil løse dem. Derudover bør man også være klar i mælet om, hvilke forventninger man selv har til jobbet og de arbejdsopgaver man bliver tildelt, hvordan man forventer at blive udfordret, hvorfor man søger netop dette job hos den pågældende virksomhed, og hvilken løn man forventer (hvis den kan forhandles). Sommetider vil der være en personlighedstest som en del af jobsamtalen, for at se om man passer til virksomheden og den måde, der skal løses opgaver på. Der kan også være en test, der tester dig i hvordan du vil løse nogle bestemte opgaver på arbejdspladsen. Dette vil dog oftest blive oplyst, før man tager til jobsamtalen, men man kan også risikere, at det ikke bliver oplyst. Derfor vil det altid være en god idé på forhånd at overveje, hvordan man vil løse de arbejdsopgaver, man har orienteret sig om, samt at tænke over, hvordan man vil svare på en personlighedstest. Du kan eventuelt prøve at tage en personlighedstest for dig selv først, for at se hvordan du vil svare og hvilket resultat du får. Nogle ting kan være svære at svare på i en personlighedstest, da svaret sommetider afhænger af situationen og også kommer an på, om det vedrører selve ens måde at arbejde på eller om det vedrører trivslen på arbejdspladsen. Dertil kan man vælge at svare dét, man tænker giver mest mening i forhold til virksomheden eller organisationen.